Føntørring, glattejern og krøllejern – skader det håret?

Vi udsætter vores hår for meget.Tænk bare på en helt almindelig morgen på badeværelset;  du tager et varmt bad, føntørrer håret for derefter at begynde stylingen - dette være sig enten med glatte- eller krøllejern. På bare ganske få timer udsættes de skrøbelige hårstrå for en stor mængde varmebehandling på helt op til 210 grader. Og som svar på ovenfor stillede spørgsmål – varmestyling kan nemt medføre, at håret bliver tørt, medtaget og livløst at se på. 

Når håret udsættes for høj varme, slider varmen direkte på hårets yderste og beskyttende lag, skællaget. Håret vil derfor begynde at spalte, da det ubeskyttede hår nu er direkte eksponeret.Ved gentaget slid vil håret begynde at synes mat og livløst.

Hvordan forhindrer jeg, at mit hår tager skade?

For helt at undgå slid anbefales det naturligvis, at al varmebehandling stoppes. Der er dog en række tiltag og foranstaltninger, du kan gøre dig for at forebygge skaderne, hvis du fortsat ønsker at have krølle- eller glattejernet som en fast del af din morgenrutine.

For at beskytte mod varmen anbefales det, at man anvender et varmebeskyttende produkt. Varmebeskyttende produkter indeholder polymer, der skaber en ekstra beskyttende hinde på hårstrået. Mange produkter har forskellige temperaturintervaller, indenfor hvilke de beskytter optimalt. Sørg derfor altid for at kende dit produkts egenskaber og indstil, hvis muligt, dine styling-apparaters temperatur herefter.

Hvis dit hår allerede har taget skade, eller hvis du blot ønsker at forebygge samt styrke dit hår, anbefaler vi, at du tilfører håret store mængder fugt. Du kan med fordel gå efter en shampoo med fugtgivende ingredienser, da disse binder sig til dine hårstrå, hvorfra de plejer fra indersiden. Sørg  desuden også for, at håret tilføres protein, da disse går ind og styrker de fine hårstrå og forhindrer dem i at slides og spaltes. Proteinerne går ind og ”lapper” skaderne direkte på hårstråene samt styrker håret indefra, så de er mindre tilbøjelige til at knække.

Hos Frisør Stender står vi altid klar til at rådgive om varmebeskyttelse, hvilke produkter der passer til lige netop dit behov, eller hvis du har behov for behandling af varmeskadet hår. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.